fbpx

Sommer på Johan Borups

Uge 29 & Uge 30 2024

OPLEV ELLER GENOPLEV HØJSKOLELIVET PÅ JOHAN BORUPS

Brug en uge (eller to!) af din sommer på at skabe, synge, danse, bevæge dig og skrive. Oplev – eller genoplev – højskolelivet midt i København, når vi igen holder sommerhøjskole, i år både i uge 29 & 30!

I 2024 kan du vælge mellem følgende kurser:

ARKITEKTUR & KUNST (UGE 29)

På Arkitektur & Kunst kommer vi til at arbejde med arkitektoniske skulpturer. Vi befinder os der hvor de to fagligheder mødes og skaber et udtryk. Kurset ledes af Dicki Lakha.

GRAFIK & MALERI (UGE 29)

På grafik og maleri skal vi skitsere i kul, bruge forskellige trykmetoder og male med akrylmaling på lærred. Se på farver, tage valg og skabe sammen. Kurset ledes af Jesper Sønderaas.

KERAMIK (UGE 29 & 30)

På keramikkurserne skal vi undersøge lerets vidunderlige væsen og underfundige egenskaber. Gennem oplevelser og opgaver, både sammen og individuelt, med nye og gamle tekniker såsom: pladeteknik, pinching, pølseteknik og kvætsning. Kurset ledes af Emilie Bobek.

Emilie Bobek keramik
Af Emilie Bobek

KREATIV SKRIVNING (UGE 29 & 30)

I år tilbyder vi to kurser i kreativ skrivning: et litterært grundkursus og et skrivekursus med fokus på rejseberetningen.  Kurserne ledes af Andrea Fjordside Pontoppidan, Gustav Strange og Dina Charlotte Damgaard Bodé.

ARKITEKTUR I KBH (UGE 30)

På dette kursus vil vi arbejde med arkitektur og hvordan man kan sætte sit præg på vores byggede omgivelser. Vi vil arbejde med at skabe rumlige indgreb og tale om hvordan man kan bygge videre på det, som allerede eksisterer. Kurset ledes af Jens Rønholt Schmidt.

URBAN SPORT (UGE 30)

På sommerkurset Urban Sport bruger vi hele byens rum som vores træningsplads. Alt fra asfalt, til trapper, bænke, grusstier, græsplæner og Københavns kanaler skal udforskes. Kurset ledes af Sif Bidstrup.

Byen Lever Urban Sport Johan Borups Sommerhøjskole

DET LEVENDE BORD (UGE 30)

På ‘Det Levende Bord’ skal det handle om grøn omstilling, fødevareindustri, aktivisme og ansvar. Hvorfor er mad og fødevarer så væsentlige en del af den grønne omstilling? Hvordan og hvorfor ser vi anderledes på vores forbrug og vaner i fremtiden? Kurset ledes af Tina Chemutai Rolle.

PRAKTIK & prOGRAM

Du fordyber dig i det kursus, du har valgt, hele ugen, men udover undervisningen er der selvfølgelig også højskolesang, forskellige sportstilbud, musikalske indslag, inspirerende oplæg, vidunderlig mad og mulighed for at møde en masse skønne mennesker.

Mandag til fredag er der morgenmad fra 8.15, morgensamling kl. 9, undervisning på linjerne 9.30-12.30 + 13.30-15.30 og fælles aktiviteter om eftermiddagen og aftenen indtil kl. 22.  Lørdag fremviser vi for hinanden, venner og familie, hvad vi har arbejdet på i løbet af ugen, og om aftenen er der festmiddag! Søndag spiser vi brunch, evaluerer og siger på gensyn. Vores kvalitetskøkken serverer alle måltiderne, spændende og sund mad fra hele verden.

Sommerhøjskolen 2024 finder sted 15.-21. juli og 22.-28. juli på og omkring Johan Borups Højskole. Det er muligt at melde sig til en af ugerne eller begge to, hvis du gerne vil prøve flere af kurserne.

PRIS & TILMELDING

Det koster 3.800 kroner at deltage på sommerhøjskolen – og er du studerende, får du 500 kroner i rabat.

Gamle elever på lange kurser kan deltage i sommerhøjskolen for 2.800 kroner.

Vi har desværre ingen sengepladser på højskolen, så du må sove hjemme eller finde anden sovemulighed, hvis du ikke er fra København og omegn. Du kan finde billig overnatning hos enten Danhostel Copenhagen eller Downtown Hostel, der begge ligger få minutters gang fra højskolen.

Når du har tilmeldt dig, sender vi dig en bekræftelse på at du er optaget på kurset. Herefter modtager du en FI-kode, som du betaler gennem din netbank.Ved framelding senest en måned før kursusstart returneres kursusgebyret fratrukket 500 kr. i administrationsgebyr. Det samlede kursusgebyr returneres med 50% ved framelding mindst 14 dage før kursusstart. Ved framelding mindre end 14 dage før kursusstart eller udeblivelse fra kurset returneres kursusgebyret ikke. Det er muligt via Europæiske Rejseforsikring at tegne en afbestillingsforsikring. Du skal være fyldt 18 år for at kunne deltage i kurserne.

Tilmelding uge 29   ~  Tilmelding uge 30