Johan Borups Højskole studietur

Studietur til berlin

fra klassisk-aften til techno-morgen

Blogindlæg posted 12.09.2018

Der er cool – og så er der Berlin… men det vidste du selvfølgelig allerede. Hvad, du måske ikke vidste, var, at Berlin er så meget andet og mere end Europas hipsterlegeplads. Der er ikke et officielt Berlin – der er mange Berliner. Og det er netop udgangspunktet for studieturens tema dette efterår: By, borger, bevægelse.

90 elever og lærere ramte Berlin søndag aften til en uge spækket med spændende og anderledes oplevelser og møder.

Netop anderledes oplevelser fik vi allerede første aften på den stemningsfulde og fantastiske klaverfabrik Christophori. Her stod den på klassisk koncert i skøn kontrast til rå og uhøjtidelig berlinerstemning. Rødvin i engangsglas og musik i verdensklasse; en perfekt start på turen. Berlin er fuld af kontraster, hvilket vi i den grad fik at føle tidlig tirsdag morgen. Normalt starter vi dagen med højskolesang, men i Berlin stod den på morgen-rave på en techoklub i Kreuzberg, ledt an af DJ-legenden Mijk Van Dijk. Godmorgen!

Udover morgen-rave og klassisk koncert byder turen også på workshop med billedkunstneren Alberto Ramirez, besøg på STASI-museet, Tempelhofer Feld, Treptower Park, Don Xuan Centre og meget, meget mere.

Teater & Scenekunst-linjen skal bl.a. se en forestilling af Anne Theresa de Keersmaker på Volksbühne. Musiklinjen skal i studiet og indspille i den historiske lufthavnsbygning i Tempelhof. Designlinjen skal besøge Buchstaben Museum, der har verdens største samling af neonskilte. Arkitektur & Kunst-linjen skal arbejde med stedet Landwehrkanal, en kanal der løber gennem området Kreuzkölln. Forfatterlinjen skal lege flanør og skrive U-Bahn-digte. Journalistlinjen skal til redaktionsmøde på Europas største avis Bild. Dokumentarlinjen skal lave film om forskellige miljøer.

Med fagligheden i centrum vil vi tage byen ind under huden og gå på opdagelse i det skæve, det smalle, det pompøse og det monumentale Berlin.

Følg med på vores Instagram #borupsiberlin

Johan Borups højskole studietur i berlin
Klassisk koncert på Christophori
Johan borups højskole studietur
Morgen-rave med Mijk Van Dijk
Johan Borups højskole studietur
Hej fra Musiklinjen